Køre bil

Biler interesserede mig ikke rigtigt før i tiden. Jeg havde mange hobbyer, men biler var bare ikke en af dem. Det var der mange af de andre mænd, jeg voksede op med og omkring, der synes var ganske mærkeligt. Det kan jeg som sådan også godt forstå, da biler af en eller anden grund er et emne, som de fleste mænd helt naturligt bliver tiltrukket af og sætter sig godt og grundigt ind i fra en tidlig alder. Jeg ved ikke om det er de mange kræfter der ligger i en bilmotor, eller det er fordi alle Hollywood filmene sætter lighedstegn imellem succes og en bil fra Mercedes CLA Klasse, men det er i hvert fald noget vi ser over hele landet, hvis ikke hele verden.

Jeg blev dog ikke rigtigt bidt i mine unge dage, og det har af og til forvoldt problemer. I de tidligere år var det mest fordi jeg følte mig lidt udenfor, når andre snakkede om biler, og jeg intet havde at bidrage med. I dag ved jeg, at jeg jo bare kunne have stillet spørgsmål, og på den måde både bidraget til samtalen og have lært noget på samme tid. Men jeg var for genert, og følte at jeg var ”dum” når der var noget, jeg ikke vidste, og derfor holdt jeg min mund lukket. På den måde var det egentligt mig selv, der holdt mig udenfor. Jeg fandt dog andre fritidsinteresser, og det gav venskaber hvor biler kun sjældent blev bragt op, og det var derfor ikke det store problem ikke at interessere mig super meget for biler.

Da jeg blev ældre og skulle på jagt efter min første bil, så begyndte jeg dog at føle mig lidt fortabt, fordi jeg vidste så lidt. Det er jo helt vildt så mange forskellige biler der er at vælge imellem, og det bliver hurtigt uoverskueligt når man ikke ved hvor man skal starte. Det eneste jeg vidste om biler var, at de helst skulle have fire hjul og en motor: og det havde de jo (stort set!) alle sammen. Jeg måtte derfor spørge en god ven til råds. Jeg forstod ikke hvad han snakkede om, så det endte med at hans rådgivning blev erstattet af, at han valgte en bil for mig, og jeg bare var den der betalte.

Senere blev jeg igen konfronteret med, hvor irriterende det ikke er at vide noget om biler. Jeg kører i bil hver eneste dag, og det betyder at der på et eller andet tidspunkt vil ske skader på bilen. Jeg aner ikke hvad den sære lyd fra under bilen er, eller hvad jeg skal gøre når noget på panelet blinker rødt. Når bilen nægter at starte, er jeg nødt til at ringe til mekanikeren, også selvom det er noget en bil entusiast selv ville kunne håndtere på 5 minutter.

Og det er grunden til, at jeg endelig er begyndt at sætte mig ind i biler som 35 årig. Det er gået op for mig, at min Mercedes er en stor del af min hverdag, og at jeg derfor bør bruge tiden på at lære den at kende.