Når jeg fortæller folk om min barndom, så tror de sjældent på mig. Jeg var nemlig en helt anden person dengang, og det er svært for folk at kunne forestille sig hvordan man kan forvandle sig fra det ene til det andet. Mange tror ikke på, at vi kan arbejde aktivt på at forbedre os selv, og blive den person af os selv, som vi har lyst til at være. Men jeg er et levende bevis på, at det er muligt.

Da jeg var barn var jeg utroligt genert. Måske fordi min mor altid passede rigtigt godt på mig, og i store dele af min barndom beskyttede mig imod alle former for ubehag eller nye oplevelser. Det gjorde det utroligt skræmmende at skulle tale med fremmede! Det var ikke noget jeg var vant til. Pludseligt stod jeg der, på første skoledag, og kendte ikke en sjæl. Hvad værre var, at min mor jo ikke var der nu. Ikke alene stod jeg altså i den mest skræmmende situation jeg nogensinde havde været i, uden tidligere erfaringer jeg kunne hente noget selvtillid fra – min trofaste kilde til sikkerhed var væk, for første gang i mit liv. Hvad er resultatet af sådan en omvæltning? Jamen jeg blev selvfølgeligt utroligt nervøs, og prøvede at gemme mig. Jeg gjorde mig så lille som muligt, og undgik så vidt muligt at kigge nogen i øjnene. Hvis nogen startede en samtale med mig havde jeg svart ved at finde de rigtige ord, og jeg blev helt rød i hovedet.

Hvis nogen skulle være i tvivl, så er det ikke en specielt god måde at starte i skole på. Det tog mig lang tid at danne venskaber, og jeg blev ved med at være nervøs. Den måde folk reagerede på min nervøsitet på bekræftede mig egentligt bare i, at jeg havde noget at være bange for. Jeg forblev stille og usikker igennem alle 10 år i folkeskolen.

På gymnasiet følte jeg, at jeg fik en ny chance. Det var gået op for mig, at min egen tilgang til andre mennesker havde en enorm effekt på, hvordan de behandlede mig. I folkeskolen var det svært at ændre på noget, fordi alle havde kendt mig i så lang tid. Men ingen på gymnasiet vidste hvem jeg var, så nu havde jeg mulighed for et genopfinde mig selv.

Det var svært, men det førte til at jeg for første gang dannede mig stærke venskaber. Jeg var faktisk en af de mere udadvendte og sociale – men jeg var stadig genert og usikker. Det var dog 3 lærerige år, hvor jeg fandt ud af rigtigt meget om mig selv. Det var også her jeg begyndte at spille golf på et højt niveau.

Da jeg så startede på universitetet var det tid til virkeligt at blomstre op. Endnu en gang kunne jeg genopfinde mig selv, og takket være mine erfaringer fra gymnasiet vidste jeg hvem jeg var. Jeg var stolt af hvem jeg var, og havde ingen problemer med at snakke med andre mennesker. Jeg blev også hurtigt kendt som en Golfpro, hvilket tiltrak en del opmærksom fra det andet køn. Selv folk der ikke er interesserede i golf kan nemlig værdsætte nogen, der er gode til det de går op i. Så min hemmelighed til mine mange dates på universitetet ligger ganske enkelt i, at have fundet mig selv og have arbejdet på min passion.