Når vi bliver spurgt, hvem det er vi lever vores liv for, så får vi automatisk lyst til at svare ”Jamen jeg lever det da for mig selv!”. Men før vi får åbnet munden, begynder stemmerne i vores hoved typisk at udfordre denne tanke. Den automatiske indskydelse er nemlig ikke baseret på vores reelle følelser, men på det vi ved, burde være svaret. Vi ved på et vist plan godt, at vi burde live levet, med os selv i fokus. Ikke fordi vi er selviske eller ikke tænker på andre. Tværtimod, så er det fordi vi ved, hvor meget bedre vi er i stand til at hjælpe dem omkring os, hvis vi tager os godt af os selv. Og man skal ikke have levet mange år på denne jord, før man finder ud af, at ingen er ligeså gode til at tage sig af os, som os selv. Vi er de eneste der fuldt ud kender vores egne behov og præferencer. Samtidig er vi de eneste, der virkelig kan forventes at gøre os selv, til den første og største prioritet. Det er der altså ikke noget skamfuldt i: nogle skal jo tage sig af dig, og du er den bedste person til at gøre det. Ved at tage dig godt af dig selv, bliver du bedre i stand til at hjælpe andre, så alle vinder på det.

Men hvorfor er det så, at vi ikke alle går rundt og lever vores liv for os selv? Det kan der være nogle overordnede grunde til. Først og fremmest, så kan man føle at det er nødvendigt, for at få mad på bordet. Det finansielle pres er ganske reelt, og det kan godt få os til at miste følelsen for vores eget ve og vel. Vi finder os oprindeligt et job, fordi det er en god ting for os, at kunne tjene penge. Vi ønsker at tjene penge, fordi de kan bruges til at få mad på bordet og et tag over hovedet. Alt er altså godt i starten: vi har jobbet, fordi vi tænker på os selv. Men et job kan hurtigt overtage, og vi begynder at glemme hvorfor vi bruger vores tid der. Når de beder dig om at arbejde overtid, så gør du det, fordi det forventes af dig. Hvis du ikke bliver behandlet ordentligt på arbejdet, så accepterer du det, fordi du ikke vil risikere at miste din indtjening. Med tiden begynder du altså at leve for din chef og din arbejdsplads frem for dig selv.

Det kan også være sociale ting, der spiller ind. Der kan være sociale forventninger til, at du prioriterer din landsby, din kirke eller dine forældre højere end dig selv. Ingen har lyst til at bryde med de sociale normer, og vi kan derfor komme til at leve for disse, frem for for os selv. Jeg var selv så heldig at gå på efterskole i Jylland, hvor jeg oplevede hvordan man kan støtte og være en del af fællesskabet, uden at opgive sig selv i processen. Det er ikke alle der er så heldige – og jeg håber at denne artikel kan være med til, at lave om på det.